Posts Tagged ‘krukker’

Nu vil jeg ha´ forår og stedmoderblomster

Hver morgen håber jeg på, at der er sket et mirakel i nattens løb. Et forårsfantastisk mirakel, som har smeltet al sneen bort. Jeg vil ha´ forår, farvestrålende blomster og grønne knopper, men ak. Der er stadig store hvide plamager derude i haven, og selvom solen jævnligt stråler og skinner, så er det pivhamrende koldt.

Havearkitekt Merete Møller har sendt mig disse skønne og opmuntrende fotos af stedmoderplanter, der står hos gartneren og venter lige så længselsfuldt på foråret, som jeg gør – og som du garanteret også gør.

.

Stedmoderblomster og forår

.

Hvis jeg var rig, købte jeg alle de tusindvis af smukke ”stedmødre”, men når jeg lige om lidt smutter en tur i planteskolen, må jeg nok nøjes med at tage en enkelt lille kasse med hjem. Eller … hvis jeg nu lader, som om det er påskeæg, kan jeg måske tage 2 af de små flamingokasser … jeg mener, påskeæg kan man jo aldrig få for mange af, vel ;-)

Og man kan sandelig heller ikke få for mange stedmoderblomster. De er så nemme og hårdføre. Kan tåle at stå ude i let nattefrost og holder til langt hen på sommeren, bare man husker at nippe de visne hoveder af. Gør man ikke det, sætter planten nemlig frø, og så er det slut med glansen.

Hvis stedmoderplanterne bliver for langbenede hen ad sommertid, kan de klippes ned og måske få endnu en smuk opblomstring. Klip dog ikke alt for hård. Der skal stadig være blade på planterne, så de kan omsætte solens lys til energi og blomster.

.

Stedmoderplanter

.

Skal vi tro vejrudsigten, så varer det dog lidt, før selv de mest hårdføre forårsbebudere har lyst til at stå ude i nattens frost. Så plant dem i mindre krukker tæt ved havedøren og tag dem ind i ly om natten.

Hvis du er så heldig at have et drivhus, kan du selvfølgelig også fylde det med glade og farvestrålende forårsblomster.
Det vil jeg gøre. Så kan de små ”stedmødre” stå der og lyse muntert og glæde min sjæl og mit sind, mens jeg snupper en påskeslapper i hængesofaen og drømmer om FORÅR. – Og når varmen melder sig, er de små skønheder jo nemme at plante ud i haven på en bar plet eller i en smuk krukke.

Rigtig god påske

.

 

Tulipaner i krukker – du kan lige nå det

Det er altså farligt at handle ind på denne årstid. Både supermarkeder, planteskoler og webshops har tilbud på forårsløg, og forleden gik det da også galt. Før jeg fik set mig om, sprang adskillige løgposer med tulipaner ned i indkøbsvognen og fik kasseapparatet til at bimle og bamle ;-)

Det er ganske vist lige på falderebet at lægge forårsløg her i november, men det plejer at gå. Undertiden resulterer det i lidt senere blomstring, men det er helt okay med mig. Mine tulipaner står nemlig i krukker, og en del af dem må gerne blomstre så sent som muligt, mens jeg venter på den første rosenknop.

.

Dyrk tulipaner i krukker

.

For år tilbage var jeg ikke særlig vild med krukker, men i takt med at rådyrene rykkede ind i haven og mæskede sig i tulipaner og roser, indså jeg, at enten måtte jeg vælge disse ”delikatesser” fra eller også måtte jeg flytte dem om på gårdspladsen, hvor de kunne stå trygt bag en solid låge.

Problemet var bare, at gårdspladsen består af gamle brokker, fundamenter fra tidligere bygninger, småsten og grus. Så efter at have svedt, småbandet og fået vabler i hænderne, opgav jeg alt om plantehuller og købte i stedet et par store krukker.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt, og for hvert år kommer der flere krukker til. Så efterhånden har jeg en samling til tulipaner og en samling til roser.

Sådan kan du dyrke tulipaner i krukker

Sommeren igennem står tulipankrukkerne i en skyggefuld og ubemærket krog. Et par af dem er som regel tomme, for tulipaner er jo lunefulde, og når der bliver for langt mellem løgene eller det begynder at knibe med blomstringen, tømmer jeg simpelthen krukken og starter på en frisk.

Når adventstiden så nærmer sig, finder jeg krukkerne frem. Lægger et par håndfulde småsten fra gårdspladsen i bunden som dræn og fylder cirka halvt op med pottemuld tilsat en smule grus. Dernæst bliver de nyindkøbte løg sat i tæt trængsel og dækket med 10-15 centimeter grusblandet muld.

.

Hyacinter og gran i krukke

.

Og så går jeg på rov i havens stedsegrønne klynger af buksbom, taks, gran, tuja og kristtorn. Klipper lidt hist, beskærer lidt pist og pynter krukkerne til jul.

I milde år hænder det, at jeg putter et par små hyacinter ned mellem grangrenene, men ellers får vinteren, krukkerne og tiden lov at passe sig selv, mens jeg glæder mig til forårets farvestrålende tulipaner.

.

Roser i krukker

Rådyr elsker roser – og jeg elsker både rådyr og roser. Så for at undgå konflikter har jeg flyttet de blomstrende smuksakker ind på gårdspladsen, hvor jeg kan nyde dem uforstyrret bag hegn og låge.

Men sådan en gårdsplads er jo fyldt med elendig jord, store sten og gamle brokker. Så i stedet for at udfordre både ryg og spadeskaft, har jeg plantet roserne i krukker, og indtil videre fungerer det over al forventning. Men det allerbedste er næsten, at de duftende blomster i kommet op i næsehøjde. Åh, at trisse fra krukke til krukke og begrave næsen i duftende skønhed – se, det er livskvalitet på luksusklasse.

.

Roser i krukker - Rose Inspiration

Inspiration i fuldt flor den 23 oktober

.

Krukkerne varierer i størrelse. De mindste, hvor der kun er plads til en enkelt rose, er 30 cm i diameter og tilsvarende høje. De største er omkring 35 cm høje og har en diameter på 45 cm. Dem har jeg plantet 3 roser i.

Og nej, det er hverken små eller beskedne roser. Faktisk har jeg vovet at putte både Gertrude Jekyll og Willestrup/Eden, der begge kan blive op til 2 meter høje, ned i et par af krukkerne. Og der er såmænd også blevet plads til Queen Elizabeth, Princess Margareta og The Generous Gardener, der kan nå op på halvanden meters højde.

Resten af roserne er omkring 60-90 centimeter høje og en skønsom blanding af engelske, buket og storblomstrede roser. Det er nu engang de typer, jeg bedst kan lide – og så satser jeg på, at min omsorg og kærlighed til dem kompenserer for manglende plads og udfoldelsesmuligheder. I betragtning af, at mange af dem stadig står med blomster og knopper her sidst i oktober lader det til, at de har det udmærket.

.

Roser i krukker

.

Det springende punkt bliver vinteren. Sidste år dækkede jeg krukkerne grundigt med grangrene – både foroven og i tæt formation på siderne – men da foråret kom, var Prinsesse Alexandra, Graham Thomas og et par mere frosset ihjel. Måske ville det også være sket, hvis de havde været plantet på almindelig vis i jorden. Barfrosten var jo slem, og rundt om i landet var der mange roser, som takkede af.

Ifølge Laubjerg Planteskole, der er specialister i roser, er det optimale dog at sætte krukkerne under tag i et redskabsskur, en garage eller lignende. Så i år er der gjort plads til samtlige roser i den gamle stald. Det bliver ganske vist et værre slæb at få dem derind, men hvad gør man ikke i kærlighedens navn <3

.

Hortensia vil have læ, vand og varme

Forholdene i min have falder absolut ikke i hortensiaens kræsne smag, så de sidste par år har jeg valgt at dyrke et lyserødt eksemplar i en stor krukke på gårdspladsen. Her trives den, for her er læ, sol og rigeligt med vand fra slangen.

.

Hortensia i krukke

Min hortensia trives på gårdspladsen i en stor krukke

.

Vand er alfa og omega for en hortensia. Dens botaniske navn ”Hydrangea” betyder da også vandkar på græsk, og den mindste udtørring – især på en varm sommerdag – får hurtigt de store blomster til at hænge.

Hortensia bryder sig ikke om kulde, så mit forkælede eksemplar tilbringer årets kolde måneder i hjørnet af havehuset. Det fungerer fortræffeligt, men når foråret melder sig med sol og lune vinde dukker trangen til forandring ofte op i mit kreative sind, og så hænder det, at jeg finder en ny placering til hortensiaen.

Men den slags skal jeg skam ikke bryde mig om! Min hortensia foretrækker helt klart at befinde på husets vestside. Her står den beskyttet for østenvindens kolde ånde og kan desuden nyde aftensolens lune stråler i fulde drag, hvilket lader til at bekomme den fortrinligt. Morgensol og aftenskygge ved en østvendt væg er ikke dens livret – og en sydvendt krog bliver hurtigt for varm på en god sommerdag.

Skal hortensia være blå eller lyserød

Personligt kan jeg bedst lide de lyserøde hortensia – det er min yndlingsfarve, og passer perfekt til min gårdsplads ;-)

Men smag og behag er som bekendt forskellig, og mange haveejere er vilde med blå blomster. Og så er det jo lidt ærgerligt, når en ellers flot blå hortensia pludselig skifter kulør.

Nogle sorter er mere ”farveægte” end andre, men generelt bliver blomsterne lyserøde, hvis jordbunden er basisk eller neutral. I surbundsbedet, hvor pH værdien ofte ligger omkring 5, vil blomsterne derimod blive blå.

.

Blå hortensia i surbundsbed

Hortensia er flot sammen med rhododendron

.

Forklaringen er ganske enkelt, at sur jord indeholder godt med aluminium, og det er netop dette stof, som påvirker blomsternes farve. Derfor kan den blå farve fastholdes ved at anvende en aluminiumssulfatopløsning, som kan købes i planteskolen.

Hvis din hortensia ikke blomstrer

Hortensia plantes ofte i staudebedet, men er faktisk en busk. Og som på de fleste buske sidder anlægget til næste års blomsterknopper i toppen af grenene. Derfor vil det gå ud over blomstringen, hvis planten fryser ned i løbet af vinteren eller beskæres hårdt.

Desværre findes der også en del unavngivne krydsninger, som sælges billigt men viser sig at blomstre dårligt. Den slags planter er ikke værd at bruge tid og energi på. Sorten Hydrangea macrophylla Bouquet Rose har derimod ry for både at blomstre flot og have et bredt farvespektrum … selvfølgelig afhængig af jordbundsforholdene.

Hortensia er steril

Uanset hvor begejstrede vi haveejere kan være for den prægtige hortensia, så vækker den ingen lykke hos bier og sommerfugle. De store randblomster er nemlig sterile, og det er da også årsagen til, at hortensia stiklingeformeres.

.

 

Pragtskær elsker sol

Jeg har et par huller i staudebedet, og måske skulle jeg prøve at plante en pragtskær? Sådan en har jeg aldrig haft, og med skam at melde var jeg nok heller ikke kommet til at tænke på den, hvis Dorte ikke havde spurgt mig om, hvordan den skal passes. Hun er nemlig vild med den smukke blomst, som desværre nægter at overleve i hendes have.

Kender I det? Pludselig bliver en plante, som man ellers ikke har værdiget et blik, enormt spændende og attråværdig. Tænk, hvis man kan lykkes med den, når andre har svært ved det. Det ville da være en fjer i hatten og stive egoet gevaldigt af – ikke sandt ;-)

Spørgsmålet er dog, om pragtskær vil være begejstret for min tunge lerjord og de skyggefulde steder, som er ledige i staudebedet. Og spørgsmålet er vel også, om vi haveejere har grund til at bryste os, bare fordi vi kan få en ”vanskelig” plante til at vokse.

Sagen er nemlig, at såvel planter som dyr og mennesker er vældig nemme at omgås, hvis blot de får deres ønsker og medfødte behov dækket. Nogen vil have sol, andre foretrækker skygge. Nogen er udadvendte og opmærksomhedshungrende, andre vil helst være i fred. Jeg tror skam ikke, at det er muligt at indrette verden, så alle bliver lykkelige, men jeg tror, at der findes et optimalt sted for alle skabninger. Der er bare så uendeligt meget, der forhindrer os i at finde derhen.

.

Pragtskær i højbed

.

Det er heller ikke alle pragtskær, der når frem til den helt rigtige have. Men det gør den jo hverken lettere eller vanskeligere at dyrke, end så mange andre planter. Den kan bare bedst lide en let og fugtighedsbevarende jord samt masser af sol.

I mangel af de rette jordbundsforhold i haven, kan man selvfølgelig prøve at dyrke planten i krukker eller højbede. Netop nu er der endda mulighed for at vinde et rustikt højbed fra Land Have      :-)

.

 

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.