Posts Tagged ‘havetanker’

Vi har alle brug for en gartner

Jeg er så småt begyndt at lægge planer for, hvad der skal plantes i haven til foråret, og jeg vil gerne have noget mere stedsegrønt. Det liver så dejligt op om vinteren og gør mig i godt humør. Så det er jo nærliggende at skæve lidt til de smukke rhododendron.

Men det går ikke! Rådyrene vil mæske sig i knopperne, og min jordbund matcher slet ikke de blomstrende skønheders ønske om et surt miljø.

Selvfølgelig kunne jeg sætte hegn op og investere i et læs spagnum. I haven kan det meste jo lade sig gøre, hvis vi ”bare” bruger tid, energi og penge nok på sagen, og der er en del haveejere, der faktisk gør sig rigtig mange anstrengelser for at forkæle deres planter og skabe præcis den have, de drømmer om.

.

Rhododendron

.

Men der er selvfølgelig også den diametralt modsatte gruppe af haveejere. Nemlig dem, som planter roser i skygge, glemmer at vande krukkerne, og lader ukrudtet vokse vildt og kvælende i staudebedet.

Der er nok ingen af os, der er i tvivl om, hvor planterne helst vil bo, og selvom jeg er stor fortaler for den naturlige og nemme have, så ved jeg også godt, at alting lykkes bedst, når der er en gartner eller kærlig planteelsker til stede.

En gartner forstår og respekterer planternes vækstkrav

Sådan er det også i vores eget liv. Vi har alle brug for kærlighed, omsorg og forståelse for vores ”vækstkrav”. Men jeg har en mistanke om, at vi tit ”planter” os selv på et sted, hvor vi bliver ”ædt op” eller mistrives. Hvor vi ikke får vores behov opfyldt, og hvor vi kæmper i årevis – sagtmodigt og udholdende som en rhododendron, der står med tørre blade og uden at sætte nye knopper – inden den til sidst giver op og visner helt væk.

Inderst inde ved vi jo godt, at vi er lige så forskellige som planterne. Nogle vil have sol, andre foretrækker skygge. Nogle er tørstige, andre vil gerne have deres på det tørre. Nogle trives i tung lerjord, andre hører hjemme på stranden.

.

Er du din egen gode gartner

.

En fornuftig gartner kunne aldrig drømme om at trodse planternes ønsker og behov, og personligt vælger jeg de smukke rhododendron fra, fordi de vil mistrives i min have. Men når det kommer til mig selv … mine egne drømme, ønsker og behov … tja, så er det jo fristende at kappe en rod, skære en gren og glemme gødningen ………

Husker du at være dit eget livs kærlige gartner?

.

Hvad giver du gødning i din have?

”Jeg er vist godt og grundigt misundelig på dig”, skrev en af mine bekendte fornylig, og selvom der fulgte en blinkesmiley efter, så føltes det alligevel et kort øjeblik, som om der gik en sky for solen.

Misundelse påvirker mig altid, uanset om det er mig selv, der er misundelig på andre (uha!) – eller andre, der er misundelig på mig …gys ;-)  Jeg synes, det er en rigtig svær følelse at forholde sig til, og der er i alt fald ingen gødning eller næring i den.

Egentlig kan jeg godt forstå, hvis nogen af og til bliver lidt småmisundelig på mig. For jeg fortæller jo primært om alt det gode, jeg oplever. Og ja – jeg oplever rigtig mange gode, dejlige, sjove og hyggelige ting i min have, som jeg sætter utrolig stor pris på og er dybt taknemmelig for.

.

Kat i vintersolen

Katte har en særlig evne til at nyde livet – her er det Vanessa i januarsolen

.

Men jeg har sandelig også mine fæle drager i skabet og under sengen. I nattens mulm og mørke – og på råkolde vinterdage – kan de godt snige sig ind på mig og overmande mig med fortællinger og minder om magtesløshed, smerter, afgrundsdyb sorg, savn og alt for høje bjerge, som virker uoverstigelige.

Vi kan give gødning til alt det smukke

Sådan har vi det formentlig alle – ikke sandt? Livet består af denne stadige vekslen mellem sorg og lykke, mørke og lys, smerte og glæde. Nogen kalder det for yin og yang – andre betegner det som loven om dualitet. Det er en del af livet, som ingen kommer udenom!

Det er ligesom i haven. Vi kan – for nu at sætte det lidt på spidsen – bande over jordbunden, ryge i totterne på naboen, og brokke os over vejret.

Eller vi kan plante stauder, hvis vækstkrav passer til havens muld. Glæde os over regnen, der vander planterne så fint. Og nyde synet af de skæve træer, der trods vindens pres stadig bærer frugt.

I haven drysser vi gødning eller lægger kompost rundt om de planter, vi holder af. I livet kan vi jo give næring til det, som vi gerne vil have mere af.

Hvis jeg skulle fokusere på det, som ikke fungerer – såvel i haven som i livet – så havde jeg da givet op for længe siden. Men heldigvis har haven lært mig, at selvom der er brændenælder mellem hindbærrene og tidsler i rosenbedet, så smager bærrene alligevel sødt og roserne dufter misundelsesværdigt skønt ;-)

.

Princess Margareta rosen

Crown Princess Margareta og The Pilgrim vokser i krukke på min gårdsplads. De kræver meget gødning for at blive smukke :-)

Nu pibler vintergækker og ideer frem

Åh, hvor jeg dog nyder den milde vinter … og jeg synes slet ikke om, at frost og sne lurer lige om hjørnet. Kulde, glatte veje og varme tørklæder har aldrig rigtig været mig. Derimod elsker jeg den fortættede og lidt mystiske stemning, som hører uløseligt sammen med tåge og dis.

Det er så hyggeligt at pusle rundt i haven, lytte til dompappernes lavmælte stemmer, se skyggen af et par rådyr, som smutter ud gennem hækken, og fylde næsen med duften af våd jord.

Men det allerbedste er de små grønne spir, som skyder op gennem jorden overalt i haven. De er så fyldt med løfter og energi – og tænk, at de overhovedet tør vove sig frem.

Jeg er fascineret af deres vovemod. På denne årstid er det jo småt med de ting, som en plante skal bruge for at overleve. Lyset er sparsomt. Næringsstofferne ligger nærmest i dvale. Vandet er utilregneligt, for pludselig fryser det til is. Og bier til at bestøve er der ingen af.

.

Vintergækker

Endnu står vintergækkerne blot som små grønne spir, men pludselig er det forår

.

Det imponerer mig også, at de små vintergækker og erantis udelukkende lader sig guide af temperaturen. Træer og buske skæver som oftest til dagslængden, før de springer ud, men vore tidlige forårsbebudere benytter sig ikke af den slags forholdsregler. I milde vintre kan de titte frem allerede ved juletid, og så tager de ellers de tæsk og frostgrader, som måtte følge.

Sådan er det med sande pionerer. De er ukuelige, optimistiske og hårdføre. De bliver ofte stemplet som naive, stædige eller sågar pågående, men verden ville godt nok være et kedeligt sted, hvis de ikke fandtes. Uden vintergækkerne ville foråret virke uendelig fjernt, og uden påtrængende rådyr ville vinterdagene nemt blive ensformige.

.

rådyr æder fuglefrø

De første rådyr i haven var sky pionerer, men i dag betragter de unge bukke haven som et tag-selv-bord

.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke hører til pionererne. Men jeg bliver inspireret af dem – og de sidste par dage har jeg gået en del derude i haven og sludret med vintergækkernes optimistiske grønne bladspidser.

Så nu myldrer ideer om haveterapi, guidede inspirationsbesøg i haven samt virtuelle haveplaner rundt i mit hoved. Ja, det er såmænd lige før, at frost og sne er velkomne for en stund, så jeg kan få styr på alle planerne :-)

.

Et nyt år – og beskæring af det gamle

Egentlig bryder jeg mig ikke om beskæring. Jeg kan bedst lide, at træer og buske får lov at vokse sig store og statelige … eller krogede og interessante. I det hele taget synes jeg, at såvel planter som mennesker skal have mulighed for at udvikle deres evner og skønhed.

Men jeg må jo erkende, at det kan være nødvendigt med lidt begrænsning og beskæring, hvis der skal være lys, luft og plads til alle. Så derfor har jeg tilbragt denne pragtfulde vintersolskinsdag i frugthaven – bevæbnet med sav og ørnenæb.

.

Beskæring af frugttræer

.

Det var ikke nemt! Og resultatet kan unægtelig diskuteres. Sagen er nemlig, at mine frugttræer har været vinde og skæve lige fra barnsben. Nogle er blevet plantet om gentagne gange i deres ungdom, andre har været i nærkontakt med fejende råbukke, og en del er snarere købt af medynk end med fornuft. En overgang havde jeg nemlig en ide om at skulle ”frelse” alle planter, der så triste og sløje ud.

Desuden er mine frugttræer podet på forskellige stammer. En god håndfuld vokser nærmest eksplosivt, andre opfører sig rimelig normalt, og et par stykker lider tydeligvis af højdeskræk. Til gengæld breder de sig grænsende til det uopdragne.

Beskæring kræver øjemål

Og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg en raptus for 3-4 år siden og eksperimenterede vildt med sav og grensaks. Jeg led af en forbigående ide om, at jeg burde vide alt om beskæring, og at enhver havekvinde med respekt for sig selv burde kunne beskære et træ korrekt. Desværre havde jeg glemt at tage mit medfødte øjemål – eller mangel på samme – i ed!

Med andre ord er min frugthave en perfekt demonstration af, hvad man IKKE skal gøre. Men den har sjæl og charme – og sådan er livet vel. Det er som bekendt fejltagelserne, der gør os klogere og bedre. Det gik jeg og tænkte på i dag, mens jeg nød solskinnet, lagde planer for fremtiden og forsøgte at rette lidt op på fortidens fejl. Faktisk en rigtig god måde at starte det nye år på.

GODT NYTÅR :-)

.

Beskæring af frugttræer

.

Livslang lykke – så dyrk din indre have

Fornylig spurgte en kær bekendt, hvordan man dog – sådan rent mentalt – forbereder sig på at flytte fra sin dejlige have.

Uha, tænkte jeg, det er da fuldkommen umuligt at svare på. Det kan jo aldrig blive andet end letkøbte floskler eller tom trøst. Hvis man virkelig elsker sin have, er det nemlig utrolig smerteligt at forlade den. Det er ligesom at tage afsked med en nær, trofast og kærlig ven.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på et gammelt kinesisk ordsprog, der lyder noget i retning af:

Ønsker du en dags lykke, så drik dig fuld.

Ønsker du en uges lykke, så slagt en gris

Ønsker du et års lykke, så gift dig

Men ønsker du livslang lykke – så dyrk en have

.

Hasselbuske og fuglehus

.

Haver gør noget ved os – både fysisk og psykisk. Hvis vi bruger tid på dem – og i dem – kryber de ind under huden og tager bo i hjertet. Vi skaber dem – og de skaber os. De spejler vores glæde og lytter til vore bekymringer. De er levende, nærværende, tålmodige, men til tider også udfordrende og anstrengende. De lægger beslag på vores opmærksomhed, giver plads til vores opfindsomhed og kvitterer med utallige små og store glæder.

Din have og jorden er kun til låns

Men som alt andet i denne foranderlige og forgængelige verden er haven kun til låns. Alt, hvad vi elsker, vil vi før eller siden miste. Jeg tror aldrig, at jeg lærer at acceptere eller forstå denne grundlæggende præmis i livet, men fakta er, at vi rent fysisk forlader jordkloden på samme måde, som vi ankom.

November måned står jo i dødens tegn. I kirken fejres Alle Helgens Dag, i flere og flere hjem holdes halloween på festlig – og en lille smule uhyggelig vis – og i haven takker sommerens muntre og skabende liv for alvor af. Det er tid til eftertanke.

.

Græskar og halloween

.

For mig at se bliver livet dog ufattelig svært, hvis eftertanken kun har fokus på fortiden og det, vi har måttet lade bag os. Meningen med livet kan ikke være, at sorg og savn skal være vores nærmeste følgesvende. Så selvom vemoden godt kan lure lidt i krogene på denne mørke årstid, så vil jeg i skumringstimen bevidst vælge at flytte blikket fra den højt skattede men dog forgængelige og foranderlige have udenfor vinduerne og i stedet rette det mod min indre have.

Kald den for sjælen, sindet eller hjertet – én ting er helt sikkert: Den kan dyrkes hvert eneste sekund gennem hele livet … og jo mere nænsomt, kærligt og tålmodigt vi planter, sår og luger, jo skønnere bliver den.

.

 

Løvfald – nu slipper træerne det gamle

NU falder bladene. Et for et eller i samlet flok lader de sig lokke af vinden. Hvirvler graciøst, nonchalant og legende gennem luften. Og dækker græsset med gyldne farver. Det er løvfaldstid.

.

Løvfald - nedfaldsblade i frugthaven

Gyldne blade i frugthaven

.

På det praktiske plan lader jeg bladene ligge, hvor de er landet. Jeg ved jo, at blæst og storm snart vil feje de fleste ind mellem buske og stauder, og at resten altid kan samles op med rive eller plæneklipper på en stille og lun novemberdag, hvis … og jeg siger udtrykkelig ”hvis” … jeg … mod forventning … skulle blive myreflittig.
Og ellers gør de jo ingen skade. De er en del af naturens intelligente kredsløb og giver liv til millioner af små organismer, der danner grundlaget i fødekæden og skaber den variation, fuglesang og stemning i haven, som jeg elsker.

Leg, løvfald og letsind

På det muntre plan trasker jeg gennem de tørre og raslende blade. Suger nuancer fra brunt over gyldent til orange og rødt gennem nethinderne og langt ind i hjernen, hvor roen og glæden langsomt lander, mens jeg fortsætter ad havens stier. Fornøjet lytter jeg til den muntre raslen og sprøde knasen under mine træskosåler og får lyst til at hoppe på barnlig vis.

Kald mig bare et letsindigt rodehoved – det er så sjældent, det sker! Så sjældent jeg vover at give los i tillid til, at alt nok skal falde til ro og orden igen uden mit bidrag og min indsats.

.

løvfald - kirsebærblade

Naturens kaos er altid smukt

.

Det pudsige er, at de dybere erkendelser og aha-oplevelser altid melder sig, når vi et kort øjeblik tør slappe af og lade os føre med af vinden ganske som bladene. Og mens jeg står der midt i haven og nyder efterårets skarpe men smukke friskhed, slår det mig pludselig, at vi burde gøre ligesom træerne: Bare slippe og smide alt overflødigt. Lade vore tanker dale til jorden som blade i sikker forvisning om, at de vil forrådne, forsvinde eller formulde.

For sagen er jo den, at hvis træerne fastholdt bladene – eller bladene klamrede sig til træerne, ville der aldrig opstå noget nyt. Så ville det brugte, det slidte og det udtjente ikke kunne omdannes til ny vækst og nye friske, grønne blade.

Ønsker dig en smuk og dejlig weekend

.

 

Den indre gartner

Bedst som jeg tullede rundt i haven i dag og koncentrerede mig om at nyde det skønne vejr, blev jeg overfaldet af et energiflip. Eller var det mon skvalderkålen, der spændte ben for min indre gartner?

Før jeg fik set mig om, kravlede jeg i alt fald rundt på alle fire, mens jeg skiftevis pillede, hev, rev og sled for at få graveskovlen under de meterlange rødder. Unægtelig et temmelig uoverskueligt projekt, så det endte da også med, at jeg snuppede en pause, mens jeg henfaldt til spekulativ undren.

For hvorfor har vi haveejere egentlig så meget imod skvalderkål? Det er jo ikke nogen grim plante. Den hverken lugter, stikker eller brænder. Den er heller ikke giftig … dens krydrede blade er tværtimod fyldt med sundhed, og når den folder sine hvide skærme ud ved midsommertide, er den da både køn og elegant. Smuk i buketter og effektiv som bunddække ;-)

Men det er også en stærk og robust plante … nå ja, måske grænsende til det dominerende. Og hånden på hjertet: Vi bliver usikre. Vi bryder os ikke om ting, vi ikke kan styre.

Haven er vores jordlod, vores ejendom og besiddelse, og når vi pusler mellem træer, buske og blomster, plejer vi den indre ”gartner”, som gerne vil bestemme under dække af at være dygtig, kreativ, energisk, æstetiker osv. Selvsamme ”gartner” har i øvrigt mange ansigter, og dukker undertiden også op på arbejdspladsen, i familien, i parforholdet, i venskaber eller hvor ”skvalderkål” nu måtte true – og ganske som i haven hænder det, at den lille gartner først bliver utryg og siden kompromisløs.

.

Hosta

.

En af de planter, der ikke lader sig gå på af en smule – eller for den sags skyld af rigtig meget skvalderkål, er hostaen. Beskeden og dog med urokkeligt selvværd står den fast, sætter sine grænser og indtager sin plads … hverken mere eller mindre.

.

 

Efterår og tid til eftertanke

Jeg kan ikke rigtig tage mig sammen for tiden. Tuller bare rundt i haven, trækker tiden i langdrag og prøver at fastholde nuet.

Kærtegner et plettet blad, nyder et solstrejf mellem skyerne, begraver blikket i sankthansurtens dybe glød, samler et regnvådt æble op fra græsset og bider, så saften sprøjter, lader kulden fra bænken krybe helt ind under huden, rejser mig brat men sænker atter farten for at lytte til de raslende blade under mine fødder. Må lige traske endnu en tur ad havens stier og stjæler til sidst – på vej mod husets lune aftenhygge – et kys fra en kølig rosenmund.

.

Rose Lady Emma Hamilton

Lady Emma Hamilton - og nej, normalt kysser jeg ikke på damer ;-)

.

Det er efterår, og jeg burde være flittig. Samle æbler, slå græs, rydde op i køkkenhaven, dele stauder og måske studse den brede buksbomhæk.

Men det både må og kan vente. Jeg har brug for en pause og vælger at betragte efteråret som en omstillingsproces mellem sommerens skaberkraft og vinterens fordybelse.

Jeg vil følge naturens tempo. Forundres over træer og buske, der deler så gavmildt ud af frugt, mens de smider om sig med blade og afslører sommerens tilvækst. Måske bør jeg overveje, hvilke frugter jeg selv fik sat i sommerens løb – og fik jeg mon taget hånd om egen vækst?

Snart vil den første nattefrost få tallerkensmækker, georginer og gladiolus til at segne. Så vil jeg finde riven og gummistøvlerne frem. Rydde op, gøre klar til et nyt kapitel og glædes over de frø, der er sået. Jeg ved jo, at der under det stille forfald lurer spirende kræfter …

.

Tallerkensmækker

Tallerkensmækker er flinke til at så sig selv

.

Solskinsglade erantis

Jeg er vild med erantis, og efterhånden er mine staudebede dækket af solskinsgule tæpper. Akkurat som jeg drømte om for 6-7 år siden, da jeg gik i gang med at dele, så og opformere havens bestand af glade forårsbebudere

Erantis sår sig villigt, og det er let at samle de modne frø i maj måned og drysse dem rundt om i haven. Hvis de får lov at ligge i fred uden at blive forstyrret af emsige hakkejern, skal de nok spire og vokse sig store. Men det tager tid! Først efter 3-4 år dukker der blomster op af vintermulden.

Heldigvis er det muligt at skyde en lille genvej. Erantis kan nemlig sagtens graves op, mens de blomstrer, og flyttes til nye voksesteder i haven, hvor de så vil blive flere og flere for hvert år, der går.

.

erantis i staudebedet.

Men du skal være forsigtig og tage varsomt på de små planter og deres rødder.  For selvom de kan virke bomstærke, når de trodser frost og kulde, så er deres stilke sprøde og sarte. Næsten ligesom små drenge … de har det også med at knække, hvis man tager for hårdt.

Tja – så kan jeg jo sidde her og overveje, om der mon er en dybere sammenhæng mellem min mands evne til at brede sig med værktøj og maskiner over hele matriklen, og flokkene af erantis derude i haven

…………………………………………………………………….. ;-)

 

Søndag morgen

Ahh, det er søndag morgen  :-)   Solen kilder på næsen, yndlingskatten hyggesover med hagen hvilende på min arm, og i fodenden ligger der et par spindende pelsklumper. Sådan en morgenstund er kræs for sjælen, så jeg falder for fristelsen og henter morgenmaden ind på dynen sammen med et par bøger om drivhusindretning.

Udenfor vinduet lyser de røde solhatte op i et hav af katteurt og pileurt. Magen til holdbare stauder skal man lede længe efter. Den lave tæppepileurt har blomstret uafbrudt siden starten af juni, og katteurten er omsværmet af sommerfugle og brumbasser på fjerde måned. Ifølge mærkesedlerne burde pileurten kun blomstre fra juli til september, og katteurten, der også kaldes for blåkant, skulle for længst være afblomstret. Men planterne står i læ og fuld sol – og det kvitterer de så sandelig for.

Planter har det jo ligesom mennesker. Vi trives bedst, når vi bliver forkælet – og når vi trives, så yder vi også vort bedste. Spirituelle tænkere går endda skridtet videre og fastholder, at jo bedre vi trives, jo mere trivsel tiltrækker vi. Med andre ord burde lidt selvforkælelse kunne sætte skub i en positiv spiral.

.

rådyr på besøg i haven

.

Denne søndag fungerer selvsamme spiral helt perfekt. Da jeg endelig forlader dynerne med hovedet fyldt af drivhusplaner og et par bløde kattehår på kinden, står der nemlig et smukt rådyr ude i haven. Klokken er ganske vist tættere på middag end morgen, men Bambi har åbenbart droppet den obligatoriske formiddagslur til fordel for en mundfuld hindbærblade og et par kåde hop på havestien.

Dyret virker præcis lige så søndagsfornøjet, som jeg gør. Og mon ikke de søde, modne nedfaldspærer i frugthaven spiller en væsentlig rolle for humøret. Som sagt, vi skabninger trives bedst, når vi bliver forkælet … og ja, ja – jeg ved godt, at den langbenede skønhed også mæsker sig med mine roser og min persille, men det sætter altså inden skår i min søndags-glædes-spiral :-)

.

 

 

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.