Posts Tagged ‘gødning’

Hvad giver du gødning i din have?

”Jeg er vist godt og grundigt misundelig på dig”, skrev en af mine bekendte fornylig, og selvom der fulgte en blinkesmiley efter, så føltes det alligevel et kort øjeblik, som om der gik en sky for solen.

Misundelse påvirker mig altid, uanset om det er mig selv, der er misundelig på andre (uha!) – eller andre, der er misundelig på mig …gys ;-)  Jeg synes, det er en rigtig svær følelse at forholde sig til, og der er i alt fald ingen gødning eller næring i den.

Egentlig kan jeg godt forstå, hvis nogen af og til bliver lidt småmisundelig på mig. For jeg fortæller jo primært om alt det gode, jeg oplever. Og ja – jeg oplever rigtig mange gode, dejlige, sjove og hyggelige ting i min have, som jeg sætter utrolig stor pris på og er dybt taknemmelig for.

.

Kat i vintersolen

Katte har en særlig evne til at nyde livet – her er det Vanessa i januarsolen

.

Men jeg har sandelig også mine fæle drager i skabet og under sengen. I nattens mulm og mørke – og på råkolde vinterdage – kan de godt snige sig ind på mig og overmande mig med fortællinger og minder om magtesløshed, smerter, afgrundsdyb sorg, savn og alt for høje bjerge, som virker uoverstigelige.

Vi kan give gødning til alt det smukke

Sådan har vi det formentlig alle – ikke sandt? Livet består af denne stadige vekslen mellem sorg og lykke, mørke og lys, smerte og glæde. Nogen kalder det for yin og yang – andre betegner det som loven om dualitet. Det er en del af livet, som ingen kommer udenom!

Det er ligesom i haven. Vi kan – for nu at sætte det lidt på spidsen – bande over jordbunden, ryge i totterne på naboen, og brokke os over vejret.

Eller vi kan plante stauder, hvis vækstkrav passer til havens muld. Glæde os over regnen, der vander planterne så fint. Og nyde synet af de skæve træer, der trods vindens pres stadig bærer frugt.

I haven drysser vi gødning eller lægger kompost rundt om de planter, vi holder af. I livet kan vi jo give næring til det, som vi gerne vil have mere af.

Hvis jeg skulle fokusere på det, som ikke fungerer – såvel i haven som i livet – så havde jeg da givet op for længe siden. Men heldigvis har haven lært mig, at selvom der er brændenælder mellem hindbærrene og tidsler i rosenbedet, så smager bærrene alligevel sødt og roserne dufter misundelsesværdigt skønt ;-)

.

Princess Margareta rosen

Crown Princess Margareta og The Pilgrim vokser i krukke på min gårdsplads. De kræver meget gødning for at blive smukke :-)

Nu skal hækken gødes

Trine plantede en ny hæk i efteråret, og nu spørger hun, hvornår og hvordan den skal gødes.

Hvis jeg skal være naturvenlig og økologisk, svarer jeg selvfølgelig, at hækken skal have et godt lag velopsat møg eller kompost, som lægges ud nu her i foråret.

Men det er jo langtfra alle haveejere, der ligger inde med så store mængder kompost, at det rækker til en hel hæk – eller som har mulighed for at spænde traileren bag bilen og hente et læs kompost på genbrugspladsen.

Naturgødning eller kunstgødning

Så jeg vover lige at hviske, at almindelig klorfri NPK gødning er udmærket hækgødning. Strø det ud med let hånd langs med hækken som salt på et æg nu i det tidligere forår. Gentag i maj og evt igen i løbet af juli.

NPK gødning/kunstgødning bør spredes i tørt vejr eller før hækken springer ud. De små gødningskugler kan nemlig svide hækkens blade.

Selvfølgelig findes der også en lang række glimrende organiske naturgødninger, der er fremstillet af heste-, hønse- eller kvægmøg. De er generelt dyrere end kunstgødning, men skal til gengæld kun udspredes én gang i løbet af foråret. Den organiske/naturlige gødning bliver nemlig frigivet langsommere end kunstgødningen og holder derfor hele sæsonen.

.

hække i haven

.

Det vigtigste for en nyplantet hæk er dog ikke gødning men derimod at slippe for ukrudt. Det kan være hårdt arbejde med hakkejern (pas på hækkens rødder) eller klør fem – medmindre du da har brugt møg/kompost som gødning. Det er ikke bare fyldt med næring, men fungerer også fint som ukrudtsdække.

Flis er også velegnet som ukrudtsdække, men husk, at hækken i så fald har brug for ekstra gødning og kalk. Den naturlige og uundgåelige omsætning af flis forbruger en del næringsstoffer.

Held og lykke med hækken :-)

Mange hilsner

Inge

 

 

Kan man gøde asparges med salt?

Jeg må blankt indrømme, at jeg blev rystet i min grundvold, da ovenstående spørgsmål dumpede ind i min mailboks.

Vinteren igennem har jeg jo netop sukket dybt, hver gang kommunen har været forbi min bøgehæk med saltsprederen, og vi kender vel alle sammen de tykke sivmåtter, som beskytter byernes vejtræer og beplantninger mod de rigelige mængder salt, som er nødvendige for trafikken i frostvejr.

Men så kom jeg (heldigvis) i tanke om, at der faktisk er nogen planter, som trives fint i saltholdige miljøer. Nemlig strandplanterne, der jo nærmest står med rødderne i saltvand og jævnligt bliver oversprøjtet med saltholdigt havgus.

Da jeg fik rodet lidt mere i hukommelsen, dukkede billedet af en kyststrækning med vildtvoksende asparges op, og et par opslag på nettet bekræftede min svage erindring. De fortalte endda, at man med fordel kan dække havens aspargesbed med tang. Ja, de lækre planter trives ligefrem i tangen, som helst skal hentes her i det tidlige forår, hvor den stadig er nyopskyllet og ikke indeholder en masse ukrudtsfrø, som ellers kan gøre livet surt for en travl haveejer.

.

gødning af asparges

.

Jeg tør dog ikke anbefale brug af køkkensalt i haven, men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil smutte en tur til stranden og hente noget tang til mine grønne asparges. Jeg kan lige nå det – og hvis du overvejer at gøre det samme, så kan du læse mere om tang og asparges her

 

.

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.