Posts Tagged ‘bunddække’

Svære pletter i haven

Der er svære pletter i alle haver, og netop nu tumler jeg med at finde et godt bud på hårdføre, høje og bunddækkende stauder, der vil trives i delvis skygge på tør, næringsfattig sandjord – og som blomstrer om efteråret.

Havens ejer har forsøgt sig med høstanemoner med beskedent held. Sølvlys foretrækker fugtig jordbund. Fingerbøl og staudedigitalis bryder sig heller ikke om at stå alt for tørt, og selvom sidstnævnte blomstrer lidt senere end de to-årige eksemplarer, så er ballet dog endegyldigt forbi i september. Høststenbræk er alt for lav og lidt sart – men nogle af de høje sorter af kertepileurt kunne måske være en mulighed? Det overvejer jeg i skrivende stund.

Selvfølgelig findes der undtagelser, men generelt blomstrer skyggetålende planter om foråret eller først på sommeren. Sådan er naturen indrettet, og det handler ganske enkelt om fotosyntese og energi. Skyggetålende planter stammer nemlig fra skoven, hvor forårslyset bliver udnyttet til videreførelse af slægten. Når trækronerne springer ud og danner stadig dybere skygge, sparer planterne i skovbunden på kræfterne, fordi lyset og dermed adgangen til energi er begrænset.

Det der med blomstringstiden ligger altså dybt i planternes gener, men selvfølgelig findes der forædlede eller importerede blomster, der trodser naturens orden her under vore nordlige himmelstrøg. En del af dem er dog langtfra hårdføre, men minder snarere om tyndskindede fuldblodsheste, der får nervøse sammenbrud i blæsevejr og kræver dækken om vinteren.

Så selvom det trigger min faglige stolthed ikke at kunne levere en hel række af gode ideer og forslag, så gør det mig også lidt eftertænksom. Vi mennesker har altid haft en grundlæggende lyst til at ”gå Vorherre i bedene”, men livet – og mit arbejde som havearkitekt – har lært mig, at træerne nægter at gro ind i himlen. Visse steder i haven er en smuk skulptur eller en farvestrålende bænk simpelthen den letteste løsning :-)

.

Havens skyggebed

.

 

Mangler du ideer til din have, så hent inspiration i denne nemme haveplan - eller tag kig på listen over gode bunddækkeplanter

.

Forglemmigej

Dette dejlige foto af min have har netop været vist i Familie Journalen – og det fik Anette til at spørge, om forglemmigej virkelig kan bruges som bunddække så tæt på græsplænen.

.

forglemmigej og græskanter

.

Mit umiddelbare svar var et klart JA … men efter at have tænkt mig lidt om, må jeg indrømme, at det er en sandhed med modifikationer.

Billedet er 3 år gammelt, og dengang var de mange hosta, bregner og akelejer, som lå på spring til at overtage bunddækketjansen, når forglemmigejerne visnede ned i løbet af sommeren, stadig forholdsvis små. Min tanke var, at planterne skulle leve fredeligt side om side, men virkeligheden blev anderledes.

I takt med at hosta, akelejer og bregner voksede til, blev der nemlig mindre og mindre plads og lys til, at de blå forårsbebuderes frø kunne spire, og i dag er der kun et par enkelte klynger forglemmigej tilbage dernede i baghaven ved min lille bænk.

Og det er jo præcis det, der sker i haven. De stærkeste breder sig og tager magten, medmindre man konstant er ude med riven og blander sig i hver eneste kamp rundt om i kroge og hjørner. Den slags ligger ikke til mig, så jeg har ladet den glade gule vorterod overtage forglemmigejernes plads om foråret.

De smukke forglemmigej er til gengæld flyttet om i forhavens staudebed, hvor de på dygtigste vis lukker hvert eneste hul langs græskanten – ja flere steder har de ligefrem bredt sig ud i græsset, så jeg næsten ikke nænner at slå plænen :-)

 

Helt perfekt

I går var jeg en tur omkring Haveselskabets Have, og måske havde jeg sat forventningerne lidt for højt. Sidste gang jeg besøgte haven var en hed augustdag fyldt med sommerfugle og farvestrålende blomster – så jeg må da indrømme, at jeg blev en smule skuffet over den forårsstille plet, hvor skvalderkål og grønt var den dominerende farve.

Selvfølgelig var der smukke blomster i haven. Vidunderligt blå iris bød os velkommen, enkelte træpæoner stod i overdådig blomst, og selv om de sang på sidste vers, så var de gule og flammende orangerøde rhododendron betagende. Men ind imellem disse farveklatter var haven grøn, grøn og atter grøn.

Visse steder endda meget grøn – og meget frodig. Faktisk er det længe siden, jeg har set så livskraftige skvalderkål!

.

skvalderkål som bunddække.

Jeg var tæt på at blive lidt forarget – men så slog det mig, at anlægget jo sagtens kunne bære skvalderkålen. Den ødelagde på ingen måde helheden, harmonien eller skønheden. Ved nærmere eftertanke var resultatet ligefrem helt perfekt.

Skvalderkålen gav nemlig det fineste, naturlige modspil til de rette, menneskeskabte og stilrene linjer i vandhaven. Og demonstrerede med al tydelighed, hvad et godt design betyder for en have.

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.