Posts Tagged ‘beskæring’

Havens træer og buske har været til frisøren

Der har godt nok været aktivitet i haven i dag. Dygtige Eva Rosengren, der underviser på AMU´s gartnerkurser i Slagelse, har været på besøg med et hold kursister og trimmet havens træer og buske.

Det var virkelig hyggeligt og inspirerende at have fagfolk på besøg, og jeg fik da også lært et par gode fif i løbet af dagen. Blandt andet at lange årsskud på buske kan knækkes lidt – sådan cirka i den højde, man ønsker busken skal være. Så vil grenen fortsat sende saft og kraft helt ud i spidsen af det delvis afbrækkede skud, men i stedet for at søge yderligere til vejrs, vil skuddet sætte sidegrene under ”knækket”. På den måde kan man holde en vækstivrig busk nede i moderat højde. Smart og nemt – og så kan tricket endda udføres uden værktøj.

.

Buske - beskæringskursus

.

I løbet af dagen fik jeg også pudset mit selvværd en smule af ;-)

Jeg har altid følt mig som en skeløjet klovn, når jeg har eksperimenteret med sav og grensaks i haven. Selvom jeg har læst utallige bøger og sågar set videoer om beskæring, så er det aldrig rigtig lykkedes for mig at overføre teorien til praksis. Så efterhånden er jeg nået til den konklusion, at jeg simpelthen mangler øjemål og tredimensionel sans.

Buske har ikke læst havebøger

Men som Eva udtrykte det, så har træerne og buskene aldrig læst havebøger eller set fine demonstrationsvideoer om beskæringens ædle kunst. Så de aner intet om, hvordan de bør og skal gro. De gør bare, hvad de har lyst til, og det matcher ikke altid tegningerne i undervisningsbøgerne.

Se, sådan en udtalelse kan man jo forholde sig til :-) Jeg kunne i alt fald tydeligt mærke, hvordan mit ego rankede sig fornøjet, og for første gang i mit liv fik jeg lyst til at snuppe et raskt lille beskæringskursus. Jeg er sikker på, at Eva vil få mig til at føle det som en sjov udfordring i stedet for en besværlig kamp.

.

Beskæringskursus - frugttræer og buske

.

Så dagen i dag har ikke bare pyntet gevaldigt på haven. Den har også givet mig endnu et eksempel på, at såvel planter som mennesker vokser forskelligt – og at livet er nu engang sjovest, når vi ikke sætter os selv eller andre i bås.

.

Beskæring handler også om tid og lyst

I forgårs forsøgte jeg mig med lidt tiltrængt beskæring i frugthaven, og det fik et par havevenner til at undre sig, for det jo ellers sund fornuft at klare beskæringsarbejdet sidst på sommeren. På den årstid heler sårene efter sav og grensaks hurtigt, så svampe og andre sygdomme ikke når at inficere træet.

Generelt følger jeg da også de anvisninger, som dygtige gartnere giver. På den anden side har vinterbeskæring været brugt i århundreder, så af og til kan jeg godt komme lidt i vildrede. Det er ligesom med spinat og ost – i perioder udråbes det som enormt sundt, og så lige pludselig anses det nærmest for at være skadeligt.

.

Beskæring af frugttræer

.

Jeg tror, vi skal lytte rigtig godt efter de kloge hoveder, men jeg mener også, at vi skal mærke efter, hvad vi selv har lyst til og synes om. Og hvad der passer ind i vores liv og hverdag.

For det er altså ikke særlig sjovt at stresse rundt med grensaven en hed sensommerdag, hvis man hellere vil slappe af på terrassen. Så må det efter min bedste overbevisning være bedre at vente med beskæringsarbejdet til en klar vinterdag, hvor lidt tiltrængt motion og frisk luft vil sætte humøret i vejret.

Grønne fingre

Måske tager jeg fejl, men jeg har altid haft en ide om, at det, der gøres med glæde, fungerer meget bedre end det, der gøres af pligt. Jeg vover også at tro, at vores humør påvirker planterne. Hvis vi er sure og trætte, bliver både planternes og vores eget immunforsvar forringet – såvel sommer som vinter.

.

æblegrene

.

Er vi derimod i godt humør og hygger os med at beskære eller for den sags skyld at rive eller grave, så vil planterne føle sig godt tilpas – og det øger deres modstandskraft. Det er såmænd årsagen til at nogle mennesker har såkaldt grønne fingre. De elsker ganske enkelt deres planter og nyder at arbejde med dem.

Når det er sagt, så tilstår jeg dog gerne, at jeg simpelthen ikke havde tid til at beskære mine træer i sensommeren ;-)

. . . . .

Her kan du læse mere om beskæring og planter, der bløder.

Et nyt år – og beskæring af det gamle

Egentlig bryder jeg mig ikke om beskæring. Jeg kan bedst lide, at træer og buske får lov at vokse sig store og statelige … eller krogede og interessante. I det hele taget synes jeg, at såvel planter som mennesker skal have mulighed for at udvikle deres evner og skønhed.

Men jeg må jo erkende, at det kan være nødvendigt med lidt begrænsning og beskæring, hvis der skal være lys, luft og plads til alle. Så derfor har jeg tilbragt denne pragtfulde vintersolskinsdag i frugthaven – bevæbnet med sav og ørnenæb.

.

Beskæring af frugttræer

.

Det var ikke nemt! Og resultatet kan unægtelig diskuteres. Sagen er nemlig, at mine frugttræer har været vinde og skæve lige fra barnsben. Nogle er blevet plantet om gentagne gange i deres ungdom, andre har været i nærkontakt med fejende råbukke, og en del er snarere købt af medynk end med fornuft. En overgang havde jeg nemlig en ide om at skulle ”frelse” alle planter, der så triste og sløje ud.

Desuden er mine frugttræer podet på forskellige stammer. En god håndfuld vokser nærmest eksplosivt, andre opfører sig rimelig normalt, og et par stykker lider tydeligvis af højdeskræk. Til gengæld breder de sig grænsende til det uopdragne.

Beskæring kræver øjemål

Og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg en raptus for 3-4 år siden og eksperimenterede vildt med sav og grensaks. Jeg led af en forbigående ide om, at jeg burde vide alt om beskæring, og at enhver havekvinde med respekt for sig selv burde kunne beskære et træ korrekt. Desværre havde jeg glemt at tage mit medfødte øjemål – eller mangel på samme – i ed!

Med andre ord er min frugthave en perfekt demonstration af, hvad man IKKE skal gøre. Men den har sjæl og charme – og sådan er livet vel. Det er som bekendt fejltagelserne, der gør os klogere og bedre. Det gik jeg og tænkte på i dag, mens jeg nød solskinnet, lagde planer for fremtiden og forsøgte at rette lidt op på fortidens fejl. Faktisk en rigtig god måde at starte det nye år på.

GODT NYTÅR :-)

.

Beskæring af frugttræer

.

Dobbelt glæde af syrenerne

Minisyrener kan tåle temmelig hård beskæring, og hvis de får en tur med saksen nu, venter de med at blomstre til sidst på sommeren. Så kan du blande syrener og latyrus til skønt duftende buketter.

Jeg har netop stynet den ene af mine opstammede mini-syrener, og den anden skal have en tur i weekenden. De små “strittere”, der står tilbage, vil selvfølgelig blomstre til foråret. På den måde får jeg glæde af syrenerne to gange om året :-)

På det nederste billede kan du se, hvor flot mini-syrenen blomstrede den 1. august sidste år.

Og så må jeg hellere lige tilføje, at fidusen kun kan bruges på mini-syrener. Almindelige syrener har nemlig dannet blomsterknopperne for længe siden, så hvis du klipper dem af nu, vil planten slet ikke blomstre i år.

.

minisyrener

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.