Ukrudt

Kald det bare omhu

Efteråret er min mest aktive havetid – og når andre drømmer om hvid jul, kravler jeg rundt i staudebedet med mudder på knæene og rød næse.

Jeg nyder det! Jeg elsker at følge havens rolige afsked med den forgangne sommer, og jeg kan slet ikke undvære den daglige stund i frisk luft mens fuglene kvidrer ved foderbrættet. Det dejlige vejr og den lavtstående efterårssol, som har skinnet så smukt på det sidste, har sandelig heller ikke gjort nydelsen mindre

.

min smukke efterårshave

.

Desuden er det en fornøjelse af vide, at dét jeg får lavet i løbet af efteråret og vinteren, ikke skal ordnes til forår og sommer. Der er sikkert nogen, der vil kalde det for rettidig omhu, men personligt mener jeg nu, at det er en slags camoufleret dovenskab ;-)

Lettere at luge om efteråret

Det er nemlig meget lettere luge, når havens bede ikke er fyldt med blomster. Det flerårige ukrudt får et alvorligt knæk, og selvom der fortsat ligger masser af ukrudtsfrø på lur, så når de ikke at spire, før erantis, vintergækker og forglemmigej danner et tæt tæppe hen over dem. Blot jeg lader være med at rode i jorden til foråret eller trampe rundt mellem blomsterne og sætte fodspor, så får nye ukrudtsfrø hverken lys eller luft til at titte frem. Takket være min indsats her om efteråret samt et tæt plantedække kan jeg altså slappe af det meste af sommeren.

Så ja, det kan nok alligevel godt kaldes for rettidig omhu – den slags plejer jo at give gevinst på den lange bane – og så lyder det også meget pænere end dovenskab ;-)

.

En lusket plan

Normalt lader jeg bladene ligge, hvor de falder. En efterårsstorm eller to skal såmænd snart få fejet løvet ind under hæk og buske, så hvorfor dog besvære sig med arbejde, som naturen klarer til ug.

Men i år har jeg en plan med bladene. Endda en temmelig lusket plan – i alt fald hvis man spørger de emsige skvalderkålstotter, som holder til under min smukke snebollebusk. De har efterhånden drillet mig i lidt for mange år, og nu skal det være slut!

.

nedfaldsblade og skvalderkål

.

Skvalderkål breder sig som bekendt ved hjælp af rod-udløbere, og de stikker sjældent dybere i jorden end nødvendigt. I porøs og let fugtig muldjord kan de ligge lige i overfladen, men under snebollen er der tørt og benhårdt, så her benytter skvalderkålen – den snu bavian – en anden strategi. Den har nemlig opdaget, at jorden er meget mere bekvem i 10 centimeters dybde, så der hygger den sig gevaldigt, alt mens den hyppigt sender totter af irriterende grønne blade op fra dybet.

Selvfølgelig kunne jeg gå til angreb på det genstridige ukrudt med greb og rå muskelstyrke. Problemet er bare de mange forårsløg, som vokser tæt under busken – og … hrm … så kniber det måske også lidt med musklerne ;-)

Men se, i dag har jeg samlet blade til den store guldmedalje og lagt et tykt, tykt lag rundt om snebollebusken. Måske bliver jeg nødt til at gentage proceduren et par år i træk, men før eller siden skal det tætte og fugtighedsbevarende tæppe af halvt omsatte blade nok lokke de fleste af skvalderkålens rødder op mod overfladen og dermed indenfor min rækkevidde!

.

Styr på ukrudtet

Om sommeren vil jeg allerhelst slappe af i haven. Nå ja, det hænder da, at jeg får en raptus og kaster mig ud i grundig overhaling af et staudebed – og som regel bruger jeg også en del tid i køkkenhaven. Men som udgangspunkt synes jeg altså, at haven er dejligst set fra dybet af en liggestol.

Det forudsætter dog, at ukrudtet ikke gror alt for vildt mellem buskene eller truer med at kvæle blomsterne. For nok er jeg mageligt anlagt, men jeg hører (desværre) ikke til den type, der kan smække rumpen i sædet trods rod og kaos. Så hvis jeg skal kunne nyde sommerhaven i ro og mag, kræver det langsigtet planlægning. En planlægning, der gerne starter omkring efterårsferien.

Fidusen går i al sin enkelthed ud på at gennemtrawle haven for ukrudt. Skvalderkål, senegræs, febernellikerod, brændenælder, tidsler, mælkebøtter og alt, hvad der ellers er uønsket i havens bede, bliver  fjernet med konsekvent hånd. Så slipper jeg nemlig for en masse bøvl med det til foråret og kan slappe af med nogenlunde god samvittighed.

.

ukrudt i haven

.

Det lyder måske lidt voldsomt med sådan en gennemgribende lugning – og jeg må da også indrømme, at ukrudtet har hygget sig i dølgsmål sommeren igennem. Trillebøren bliver hurtigt fyldt, men projektet er nu slet ikke så slemt endda. Her om efteråret er jorden jo dejlig blød at arbejde i, og rødderne sidder ikke særlig fast.

Selv skvalderkålens alenlange udløbere er lette at hive op, og de steder, hvor græsset har bredt sig ind under stauderne, kan tuerne helt bogstaveligt skrælles af med klør fem, så kanterne atter fremstår pæne og velordnede.
Problemerne opstår faktisk først, når jeg får lyst til en pause og opdager, at liggestolen er OPTAGET!

.

 

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.