Roser

Roser i krukker

Rådyr elsker roser – og jeg elsker både rådyr og roser. Så for at undgå konflikter har jeg flyttet de blomstrende smuksakker ind på gårdspladsen, hvor jeg kan nyde dem uforstyrret bag hegn og låge.

Men sådan en gårdsplads er jo fyldt med elendig jord, store sten og gamle brokker. Så i stedet for at udfordre både ryg og spadeskaft, har jeg plantet roserne i krukker, og indtil videre fungerer det over al forventning. Men det allerbedste er næsten, at de duftende blomster i kommet op i næsehøjde. Åh, at trisse fra krukke til krukke og begrave næsen i duftende skønhed – se, det er livskvalitet på luksusklasse.

.

Roser i krukker - Rose Inspiration

Inspiration i fuldt flor den 23 oktober

.

Krukkerne varierer i størrelse. De mindste, hvor der kun er plads til en enkelt rose, er 30 cm i diameter og tilsvarende høje. De største er omkring 35 cm høje og har en diameter på 45 cm. Dem har jeg plantet 3 roser i.

Og nej, det er hverken små eller beskedne roser. Faktisk har jeg vovet at putte både Gertrude Jekyll og Willestrup/Eden, der begge kan blive op til 2 meter høje, ned i et par af krukkerne. Og der er såmænd også blevet plads til Queen Elizabeth, Princess Margareta og The Generous Gardener, der kan nå op på halvanden meters højde.

Resten af roserne er omkring 60-90 centimeter høje og en skønsom blanding af engelske, buket og storblomstrede roser. Det er nu engang de typer, jeg bedst kan lide – og så satser jeg på, at min omsorg og kærlighed til dem kompenserer for manglende plads og udfoldelsesmuligheder. I betragtning af, at mange af dem stadig står med blomster og knopper her sidst i oktober lader det til, at de har det udmærket.

.

Roser i krukker

.

Det springende punkt bliver vinteren. Sidste år dækkede jeg krukkerne grundigt med grangrene – både foroven og i tæt formation på siderne – men da foråret kom, var Prinsesse Alexandra, Graham Thomas og et par mere frosset ihjel. Måske ville det også være sket, hvis de havde været plantet på almindelig vis i jorden. Barfrosten var jo slem, og rundt om i landet var der mange roser, som takkede af.

Ifølge Laubjerg Planteskole, der er specialister i roser, er det optimale dog at sætte krukkerne under tag i et redskabsskur, en garage eller lignende. Så i år er der gjort plads til samtlige roser i den gamle stald. Det bliver ganske vist et værre slæb at få dem derind, men hvad gør man ikke i kærlighedens navn <3

.

Har du tjekket roserne for lus

Her til morgen så Linda til sin skræk, at der allerede er lus i hendes roser.
– ”Er det ikke meget tidligt”, spørger hun og vil gerne vide, hvordan hun hurtigst og lettest kommer af med de uønskede gæster.

I den her varme er det (desværre) helt naturligt, at første lusegeneration myldrer frem. De har overvintret som æg – og det uhyggelige er, at de små ”nyfødte” bladlus indeholder fostre. Så fortsætter vejret med at være varmt og tørt, kan luseplagen nærmest eksplodere i løbet af utrolig kort tid.

Det gælder altså om at holde godt øje med roserne, og hvis du som Linda opdager lus, så er det frem med vandslangen eller insektsæben.

Du kan selv fremstille insektsæbe ved at piske 25 gram brun sæbe op i 1 liter lunkent vand og tilsætte 2 dl sprit. Hæld blandingen i en forstøverflaske og sprøjt på roserne – husk, at give både over- og underside af bladene.

Populært sagt bliver lusene fulde af spritten, glider i sæben og drukner i vandet ;-) Men helt konkret, så opløser sæben det vokslag, der findes på bladlusene, så de tørrer ud. Insektsæbe og sæbevand virker dog kun, mens det er fugtigt, så behandlingen skal gentages.

.

Bladlus i roserne

Bladlus på rosenblad

.

Det smarteste er selvfølgelig at forebygge de massive luseangreb. Persille, hvidløg, purløg og diverse spiseløg skulle efter sigende beskytte roserne mod lus, og havens fugle er også en god forbundsfælle. Mejser og musvitter snupper rigtig mange lus – og i øvrigt også andet skadeligt kryb og kravl i løbet af en sæson, så det gavner bestemt at sætte et par redekasser op i haven.

Og sidst men ikke mindst, så handler det om at pleje roserne godt. En sund rose, der får dækket sit behov for næring og vand, er ikke nær så populær hos lusene, som en sart, misrøgtet og svag rose. Mobning – tja, tanken har da strejfet mig. Lus er jo nogle primitive størrelser.

 

Læs også om det nemme rosenbed og om roser i krukker

.

Forårskuller

Så fik jeg i et anfald af forårskuller ”klædt roserne af” og smidt de halvvisne grangrene hen i grenbunken, hvor pindsvinet stadig snorkbobler.

Egentlig er jeg fortaler for hårdføre og robuste planter, der hverken behøver dækning om vinteren eller vanding om sommeren. Der findes jo masser af roser, der sagtens kan klare sig uden særforplejning, medmindre vinteren er helt ekstrem. Så når jeg alligevel putter gran omkring roserne, er det såmænd mest for pynte-effekten omkring juletid. Og – nå ja – så kan jeg jo altid efterfølgende bekymre mig om, hvornår selvsamme gran skal fjernes igen. Meget kvindelig adfærd – ikke sandt ;-)

Jeg er ikke synsk – heller ikke selvom jeg er kvinde! – så jeg aner ikke, om jeg har været for tidligt på færde i år. Hvis vintervejret vender grusomt tilbage med hård nattefrost og kuldegrader, vil rosernes spæde skud blive slemt svedet – men omvendt har jeg nogle år ventet for længe med at fjerne grangrenene, så roserne har stået i dyngvåd jord og gispet efter luft. Det havde de IKKE godt af!
.

rosen Pilgrim

.

Nå, vi må se, hvordan vejret arter sig. Sket er sket – og forårskuller er forårskuller. Heldigvis har engelske roser ry for at være hårdføre, så jeg satser da på at gense den smukke Pilgrim og hans venner, som jeg plantede sidste år.

Han overgår dem alle

Jeg har aldrig været særlig begejstret for roser. Efter min bedste overbevisning er de nogle stikkende primadonnaer, der forlanger særforplejning og opmærksomhed i tide og utide.

Men man har som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt – eller forelsker sig! Og det var præcis det, der skete for mig forleden dag.

Jeg var i planteskolen efter et par praktiske småting, da jeg pludselig forsvandt i Graham Thomas´ gyldne blik.  Velvoksen, lokkende og forførende dejlig stod han lige foran mig, og inden jeg fik set mig om, var jeg overbevist: Vi var som skabt for hinanden.

Meeeen, nu er jeg jo en besindig kvinde, der ikke er let at lokke i fordærv. Så selvom hjertet hamrede og knæene føltes svagere end normalt, så besluttede jeg mig standhaftig til at sove på sagen. Nå ja, måske spillede prisen også en vis rolle ….. 249 kroner er immervæk en pæn slat, hvis romancen viser sig at være en overfladisk flirt.

.

Graham Thomas - en af de smukkeste roser

Graham Thomas – en af de smukkeste David Austin roser

.

Den nat drømte jeg om frydefulde sommerstunder og salige dufte – og da solen listede sig hen over min pude, forstod jeg, at jeg ikke blot var forelsket, men helt og aldeles fortabt.

Behøver jeg mon at tilføje, at min udkårne har flået mine hænder adskillige gange siden da og såmænd også min pengepung – for han forlangte selvfølgelig at flytte ind i en helt speciel krukke samt at få en veninde med hjem  ;-)

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.