Forårsløg

En mosegris efter tulipaner

Sådan helt grundlæggende, så synes jeg, at der skal være plads til alt og alle her på vores fantastiske klode, og jeg undrer mig ofte over sondringen mellem nyttedyr og skadedyr. For alt er jo relativt, og jeg er da helt sikker på, at en mosegris både er nyttig og nødvendig set med katteøjne. At kattens ejer så ikke er begejstret for mosegrise i haven er en ganske anden snak ;-)

Jeg har altid troet, at der er en dybere mening og en hensigt med alle skabninger, men jeg må indrømme, at jeg kom slemt i tvivl sidste efterår, da jeg gravede kartofler op. Eller rettere sagt ledte efter årets forventede kartoffelhøst. For sandelig om ikke en geskæftig mosegris havde ædt broderparten af de lækre rodknolde og gnasket og gumlet grundigt i de resterende. ØV!

.

kartofler og mosegris

Mosegrisen har gnasket i kartoflerne

.

Måske skal jeg lige indskyde, at der er forskel på mosegrise og muldvarpe. Sidstnævnte er kødædere og lever primært af regnorme, larver og snegle. Så selvom muldskuddene kan være et irritationsmoment i haven, forvolder dyret i sig selv altså ingen skade.

Mosegrise er derimod planteædere med særlig forkærlighed for rodfrugter, frugttræernes rødder og tulipanløg – og deres appetit er imponerende!

Tulipanerne er forsvundet

I starten af marts gav jeg ganske vist det sene og kolde forår skylden for de få og pjevsede krokus, der dukkede op, men da tulipanerne i bedet udenfor køkkenvinduet også lod vente på sig, begyndte alarmklokkerne at ringe i mit ellers så dyrevenlige sind.

.

tulipanløg og mosegris

Sådan så mine smukke tulipaner ud sidste forår

.

Og ganske rigtigt! Da jeg forleden dag plantede et par stikkelsbærbuske bag drivhuset, stødte jeg på resterne af mosegrisens lager: En mindre dynge aspargesrødder, en håndfuld skilla-knolde og et par tulipanløg!

Da forsvandt min overbærenhed som dug for solen. Et par effektive smækfælder blev indkøbt, min mand tilkaldt – og et par timer senere drog mosegrisen til de evige tulipanmarker.

.

mosegris

En tulipantyv på 25 cm og 128 gram

.

Må den bløde, brune skabning hvile i fred – og må min dårlige samvittighed og dobbeltmoralske eftersmag snart fortage sig! Jeg føler mig som en ussel bøddel, men prøver at trøste mig med, at mosegrisen i alt fald har haft en herlig vinter i havens storslåede spisekammer.

PS: Her finder du den specielle fælde til mosegrise: http://www.mortalinshop.dk/productinfo/11354/

 

.

Nu pibler vintergækker og ideer frem

Åh, hvor jeg dog nyder den milde vinter … og jeg synes slet ikke om, at frost og sne lurer lige om hjørnet. Kulde, glatte veje og varme tørklæder har aldrig rigtig været mig. Derimod elsker jeg den fortættede og lidt mystiske stemning, som hører uløseligt sammen med tåge og dis.

Det er så hyggeligt at pusle rundt i haven, lytte til dompappernes lavmælte stemmer, se skyggen af et par rådyr, som smutter ud gennem hækken, og fylde næsen med duften af våd jord.

Men det allerbedste er de små grønne spir, som skyder op gennem jorden overalt i haven. De er så fyldt med løfter og energi – og tænk, at de overhovedet tør vove sig frem.

Jeg er fascineret af deres vovemod. På denne årstid er det jo småt med de ting, som en plante skal bruge for at overleve. Lyset er sparsomt. Næringsstofferne ligger nærmest i dvale. Vandet er utilregneligt, for pludselig fryser det til is. Og bier til at bestøve er der ingen af.

.

Vintergækker

Endnu står vintergækkerne blot som små grønne spir, men pludselig er det forår

.

Det imponerer mig også, at de små vintergækker og erantis udelukkende lader sig guide af temperaturen. Træer og buske skæver som oftest til dagslængden, før de springer ud, men vore tidlige forårsbebudere benytter sig ikke af den slags forholdsregler. I milde vintre kan de titte frem allerede ved juletid, og så tager de ellers de tæsk og frostgrader, som måtte følge.

Sådan er det med sande pionerer. De er ukuelige, optimistiske og hårdføre. De bliver ofte stemplet som naive, stædige eller sågar pågående, men verden ville godt nok være et kedeligt sted, hvis de ikke fandtes. Uden vintergækkerne ville foråret virke uendelig fjernt, og uden påtrængende rådyr ville vinterdagene nemt blive ensformige.

.

rådyr æder fuglefrø

De første rådyr i haven var sky pionerer, men i dag betragter de unge bukke haven som et tag-selv-bord

.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke hører til pionererne. Men jeg bliver inspireret af dem – og de sidste par dage har jeg gået en del derude i haven og sludret med vintergækkernes optimistiske grønne bladspidser.

Så nu myldrer ideer om haveterapi, guidede inspirationsbesøg i haven samt virtuelle haveplaner rundt i mit hoved. Ja, det er såmænd lige før, at frost og sne er velkomne for en stund, så jeg kan få styr på alle planerne :-)

.

Tulipaner i krukker – du kan lige nå det

Det er altså farligt at handle ind på denne årstid. Både supermarkeder, planteskoler og webshops har tilbud på forårsløg, og forleden gik det da også galt. Før jeg fik set mig om, sprang adskillige løgposer med tulipaner ned i indkøbsvognen og fik kasseapparatet til at bimle og bamle ;-)

Det er ganske vist lige på falderebet at lægge forårsløg her i november, men det plejer at gå. Undertiden resulterer det i lidt senere blomstring, men det er helt okay med mig. Mine tulipaner står nemlig i krukker, og en del af dem må gerne blomstre så sent som muligt, mens jeg venter på den første rosenknop.

.

Dyrk tulipaner i krukker

.

For år tilbage var jeg ikke særlig vild med krukker, men i takt med at rådyrene rykkede ind i haven og mæskede sig i tulipaner og roser, indså jeg, at enten måtte jeg vælge disse ”delikatesser” fra eller også måtte jeg flytte dem om på gårdspladsen, hvor de kunne stå trygt bag en solid låge.

Problemet var bare, at gårdspladsen består af gamle brokker, fundamenter fra tidligere bygninger, småsten og grus. Så efter at have svedt, småbandet og fået vabler i hænderne, opgav jeg alt om plantehuller og købte i stedet et par store krukker.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt, og for hvert år kommer der flere krukker til. Så efterhånden har jeg en samling til tulipaner og en samling til roser.

Sådan kan du dyrke tulipaner i krukker

Sommeren igennem står tulipankrukkerne i en skyggefuld og ubemærket krog. Et par af dem er som regel tomme, for tulipaner er jo lunefulde, og når der bliver for langt mellem løgene eller det begynder at knibe med blomstringen, tømmer jeg simpelthen krukken og starter på en frisk.

Når adventstiden så nærmer sig, finder jeg krukkerne frem. Lægger et par håndfulde småsten fra gårdspladsen i bunden som dræn og fylder cirka halvt op med pottemuld tilsat en smule grus. Dernæst bliver de nyindkøbte løg sat i tæt trængsel og dækket med 10-15 centimeter grusblandet muld.

.

Hyacinter og gran i krukke

.

Og så går jeg på rov i havens stedsegrønne klynger af buksbom, taks, gran, tuja og kristtorn. Klipper lidt hist, beskærer lidt pist og pynter krukkerne til jul.

I milde år hænder det, at jeg putter et par små hyacinter ned mellem grangrenene, men ellers får vinteren, krukkerne og tiden lov at passe sig selv, mens jeg glæder mig til forårets farvestrålende tulipaner.

.

Solskinsglade erantis

Jeg er vild med erantis, og efterhånden er mine staudebede dækket af solskinsgule tæpper. Akkurat som jeg drømte om for 6-7 år siden, da jeg gik i gang med at dele, så og opformere havens bestand af glade forårsbebudere

Erantis sår sig villigt, og det er let at samle de modne frø i maj måned og drysse dem rundt om i haven. Hvis de får lov at ligge i fred uden at blive forstyrret af emsige hakkejern, skal de nok spire og vokse sig store. Men det tager tid! Først efter 3-4 år dukker der blomster op af vintermulden.

Heldigvis er det muligt at skyde en lille genvej. Erantis kan nemlig sagtens graves op, mens de blomstrer, og flyttes til nye voksesteder i haven, hvor de så vil blive flere og flere for hvert år, der går.

.

erantis i staudebedet.

Men du skal være forsigtig og tage varsomt på de små planter og deres rødder.  For selvom de kan virke bomstærke, når de trodser frost og kulde, så er deres stilke sprøde og sarte. Næsten ligesom små drenge … de har det også med at knække, hvis man tager for hårdt.

Tja – så kan jeg jo sidde her og overveje, om der mon er en dybere sammenhæng mellem min mands evne til at brede sig med værktøj og maskiner over hele matriklen, og flokkene af erantis derude i haven

…………………………………………………………………….. ;-)

 

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.