Author Archive

Havetips og ideer til din have

Ifølge et gammelt ordsprog kan man ikke både puste og have mel i munden
… og jeg må jo erkende, at der er noget om snakken!
.
Så derfor samler jeg fremover mine haveartikler, havetips, ideer og haveplaner på havetip.dk.

..

Håber du har lyst til at kigge forbi :-)
.
Følg nedenstående link og find masser af havetips.
Læs fx om alt fra smukke roser i krukker til indretning af hele haven.
.
Roser i krukker

Det perfekte staudebed

Lær at tegne din egen haveplan

Få styr på dit ukrudt

Den romantiske have

Køkkenhaven – dyrk dine egne grøntsager

Dyrk i krukker

Vælg de rigtige frugttræer til din have

Haveplan – inviter naturen indenfor

Træer i græsplænen gør græsslåningen nem

.

Og så kan du selvfølgelig også kigge indenfor i min have og blive inspireret

.

Inges havetips

Nyd haven – nyd foråret – nyd nuet

Verden buldrer derudaf med krav, løfter og forventninger – og vi prøver hver især at følge med, så godt vi formår.

Vi zapper mellem nyheder, film og facebook. Forholder os til dagpengeregler, fiktion, selviscenesættelse og tragiske dødsfald. Går på opdagelse i fremmede kulturer, vender tilbage til stenalderkosten og ender i matadormixen. Tror på fantastiske løsninger til såvel rengøring som it. Sætter vor lid til skiftevis universet, selvudnævnte mentorer og medicinalindustrien … og står i kø for at være den mest unikke, kreative og innovative. Alt mens vi prøver at holde styr på stadig mere indviklede familieforhold og fødsels-/mærkedage.

Vi snurrer som toppe, spreder opmærksomheden fra nært til fjernt, fra nuet til fortiden og fremtiden. Kæmper for at følge flokken og tidens konstant skiftende trends, mens vi prøver at skille os ud – og tror, det er lykken.

.

Forår i haven

.

Jeg vil glemme den buldrende verden og nyde foråret i min have. Glæde mig over de små anemoner, der suger det sidste lys til sig, mens bøgetræets blade vokser og samles i en lysegrøn paraply, der skygger over min lille bænk og snart får de hvide forårsbebudere fra skoven til at bøje hovederne og takke af for i år.

Jeg vil nyde gensynet. Hilse på påskeklokker, påskeliljer, vorterod, forglemmigej, storkonval, kærmindesøster og pinseliljer. Glæde mig over bonderoserne, der busker sig og pæonernes lange, ranglede stilke. Se kirsebærtræets yndige blomster folde sig ud og fylde min næse med velduft, mens bierne summer ivrigt.

.

Pinseliljer

Pinseliljerne er sprunget ud – og jo, jeg har skam også skvalderkål i haven :-)

.

Jeg vil følge tulipanernes voksende knopper og farvestrålende blomsterhoveder, der breder kronbladene ud mod solens stråler. Om få uger vil de falme, visne, dale til jorden og forsvinde mellem fredløs, sporebaldrian, akelejer, storkenæb og alle de andre gamle og elskede kendinge.

Jeg vil lytte til solsort, stær, drossel, skovdue og blåmejse. Og fryde mig over musvittens enkle og genkendelige sang, der lyder som en cykelpumpe og leder tankerne mod ungdommens muntre cykelture langs forårsgrønne grøftekanter med lærkens kvidren foroven og frihedens vind i håret.

Jeg vil glemme omverdenens krav om opmærksomhed og forandringsvillighed. Overhøre (tomme) løfter om storhed, stolthed og succes, hvis jeg blot følger med. Og fremfor alt vil jeg vende det døve øre til trusler og dystre prognoser.

.

Blomstrende kirsebær

.

Jeg vil fylde sindet med blomster og blå himmel. Mærke glæden og friheden .. og fordybe mig i min have.

.

Rengøring af terrassen

af Hasse Vilstrup, Lithos

Hvordan ser din terrasse ud efter det våde efterår og den lange, kolde vinter? De fleste steder er det en beskidt omgang, hvor belægningsstenene er blevet mere og mere mørke og flere steder decideret grønne af alger.

.

rengøring af belægninger

.

Men hvad skal man så gøre ved det, så det kommer til at se lidt mere indbydende ud?

Er en højtryksrenser så løsningen?

Flere og flere har de seneste år været en tur omkring det lokale byggemarked og har købt en højtryksrenser.  Da der stadigvæk rigtigt mange steder ligger almindelige betonsten, så vil jeg på det strengeste anbefale ikke at anvende højtryksrenser på betonsten.  Overfladen på dine betonsten bliver simpelthen ødelagt, stenen bliver mere modtagelig overfor skidt og alger og dit problem bliver bare med tiden større og større.

.

rengøring af terrasse

.

Hvis du har en eller anden form for hård natursten, så kan en højtryksrenser dog godt anbefales. De fleste typer af sandsten, skifer og granit er så hårde, at de udmærket godt kan holde til højtryksrenserens hårde stråler.

Er en algefjerner så løsningen?

Mange haveejere bruger algefjerner, men personligt vil jeg ikke anvende det, da der er andre og bedre muligheder. Det kan dog være det bedste alternativ til betonsten, men følg brugsanvisningen omhyggeligt, så det kun er algerne, der tager skade af behandlingen.

Men hvad er den bedste løsning?

Den bedste løsning er, at man løbende fejer sine belægningssten, men kun når de er tørre. Hvis de fejes i våd tilstand, så fejer man bare skidtet ned i stenen. Hvis man ikke er helt så tålmodig her i foråret, så kan man eventuelt anvende lidt sand, feje det med rundt og ”slibe” skidtet af med, når man fejer.

Jeg er godt klar over, at det ikke er noget, som man lige gør 5 minutter før der kommer gæster, så det skal gøres på den rigtige måde. Her hjemme hos os har det til tider været helt afstressende at afslutte en god varm forårs- eller sommerdag med at gå rundt og stille og roligt feje vores gårdhave. Det er dejligt afslappende, og hvis det har været en rigtig lun sommerdag, så er det dejligt at feje i bare tæer.

God arbejdslyst derude og hilsen fra Hasse

.

ny terrasse

.

En mosegris efter tulipaner

Sådan helt grundlæggende, så synes jeg, at der skal være plads til alt og alle her på vores fantastiske klode, og jeg undrer mig ofte over sondringen mellem nyttedyr og skadedyr. For alt er jo relativt, og jeg er da helt sikker på, at en mosegris både er nyttig og nødvendig set med katteøjne. At kattens ejer så ikke er begejstret for mosegrise i haven er en ganske anden snak ;-)

Jeg har altid troet, at der er en dybere mening og en hensigt med alle skabninger, men jeg må indrømme, at jeg kom slemt i tvivl sidste efterår, da jeg gravede kartofler op. Eller rettere sagt ledte efter årets forventede kartoffelhøst. For sandelig om ikke en geskæftig mosegris havde ædt broderparten af de lækre rodknolde og gnasket og gumlet grundigt i de resterende. ØV!

.

kartofler og mosegris

Mosegrisen har gnasket i kartoflerne

.

Måske skal jeg lige indskyde, at der er forskel på mosegrise og muldvarpe. Sidstnævnte er kødædere og lever primært af regnorme, larver og snegle. Så selvom muldskuddene kan være et irritationsmoment i haven, forvolder dyret i sig selv altså ingen skade.

Mosegrise er derimod planteædere med særlig forkærlighed for rodfrugter, frugttræernes rødder og tulipanløg – og deres appetit er imponerende!

Tulipanerne er forsvundet

I starten af marts gav jeg ganske vist det sene og kolde forår skylden for de få og pjevsede krokus, der dukkede op, men da tulipanerne i bedet udenfor køkkenvinduet også lod vente på sig, begyndte alarmklokkerne at ringe i mit ellers så dyrevenlige sind.

.

tulipanløg og mosegris

Sådan så mine smukke tulipaner ud sidste forår

.

Og ganske rigtigt! Da jeg forleden dag plantede et par stikkelsbærbuske bag drivhuset, stødte jeg på resterne af mosegrisens lager: En mindre dynge aspargesrødder, en håndfuld skilla-knolde og et par tulipanløg!

Da forsvandt min overbærenhed som dug for solen. Et par effektive smækfælder blev indkøbt, min mand tilkaldt – og et par timer senere drog mosegrisen til de evige tulipanmarker.

.

mosegris

En tulipantyv på 25 cm og 128 gram

.

Må den bløde, brune skabning hvile i fred – og må min dårlige samvittighed og dobbeltmoralske eftersmag snart fortage sig! Jeg føler mig som en ussel bøddel, men prøver at trøste mig med, at mosegrisen i alt fald har haft en herlig vinter i havens storslåede spisekammer.

PS: Her finder du den specielle fælde til mosegrise: http://www.mortalinshop.dk/productinfo/11354/

 

.

Fru Perfektionist på havearbejde

Jeg åbner jo havelågen til pinse, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke har en kinamands chance for at få fuldstændig styr på stauder, ukrudt, rosenkrukker og køkkenhaven inden da, så dukkede min gamle veninde Fru Perfektionist alligevel op sidste weekend og insisterede på hårdt havearbejde.

Det gik ellers lige så godt. I ugens løb havde jeg puslet i drivhuset, lagt kartofler i spande, plantet stedmoderblomster i små krukker og flyttet de store krukker med tulipanernes løfterige kræmmerhuse fra deres vinterhi og om på gårdspladsen. Ja, selv græsplænen i forhaven havde fået en stille tur med riven, og de små frø, som fuglene havde spildt rundt om foderhusene i vinterens løb var også revet sammen og kørt om bag læhegnet til glæde for agerhønsene. Alt sammen i et roligt tempo med tid til at glædes over fuglesangen og nyde solens stråler på næsetippen.

.

Hornvioler og stedmoderblomster

.

Men så gik der præstationsræs i sagen! Selvom der stadig lå sne i havens skyggefulde kroge, så var jorden i min sydvendte køkkenhave fin at grave i, og før jeg så mig om, var jeg i fuld gang med at svinge spaden.

Indrømmet – jeg har været temmelig ”kropsdoven” den forgangne vinter, så jeg kan ikke prale af toptrimmede muskler. Efter et par korte rækker måtte jeg da også holde pause i en lun krog, men snart smøgede jeg ærmerne op og fortsatte stædigt.

Mon jeg nogen sinde lærer, at stædighed IKKE betaler sig.

Efter 10-12 m2 kravlede jeg ind på sofaen, og for nu at gøre en lang historie kort, så har jeg tilbragt et par dage i selskab med varmetæppe, muskelbalsam og panodil. Til stor fryd for husets hyggeelskende katte – og til lettere besvær for min tålmodige mand, der har måttet fodre havens fugle, passe de to små uldtottede ponyer, høre på mine beklagelser over bedet med påskeklokker, som endnu ikke er blevet ordnet – og hente såvel chokolade som ostepops og videofilm til opmuntring af fruen ;-)

.

Påskeklokker

.

Se, nu er spørgsmålet så, om jeg er blevet klog af skade? Om jeg har mod og mandshjerte nok til at fastholde, at haven er beregnet til nydelse og ikke ydelse – og om jeg vover at slå havelågen op til pinse selvom skvalderkålen flirter med stauderne, køkkenhaven er plettet af fuglegræs, og bænkene er alt andet end nymalede.

Selvfølgelig tør jeg da det! Jeg skal bare lige have gravet hende der Fru Perfektionist ordentligt ned et sted og plantet en mægtig klump brændenælder ovenpå hende, så hun ikke sniger sig lydløst frem i et ubevogtet øjeblik ;-)

.

Nu vil jeg ha´ forår og stedmoderblomster

Hver morgen håber jeg på, at der er sket et mirakel i nattens løb. Et forårsfantastisk mirakel, som har smeltet al sneen bort. Jeg vil ha´ forår, farvestrålende blomster og grønne knopper, men ak. Der er stadig store hvide plamager derude i haven, og selvom solen jævnligt stråler og skinner, så er det pivhamrende koldt.

Havearkitekt Merete Møller har sendt mig disse skønne og opmuntrende fotos af stedmoderplanter, der står hos gartneren og venter lige så længselsfuldt på foråret, som jeg gør – og som du garanteret også gør.

.

Stedmoderblomster og forår

.

Hvis jeg var rig, købte jeg alle de tusindvis af smukke ”stedmødre”, men når jeg lige om lidt smutter en tur i planteskolen, må jeg nok nøjes med at tage en enkelt lille kasse med hjem. Eller … hvis jeg nu lader, som om det er påskeæg, kan jeg måske tage 2 af de små flamingokasser … jeg mener, påskeæg kan man jo aldrig få for mange af, vel ;-)

Og man kan sandelig heller ikke få for mange stedmoderblomster. De er så nemme og hårdføre. Kan tåle at stå ude i let nattefrost og holder til langt hen på sommeren, bare man husker at nippe de visne hoveder af. Gør man ikke det, sætter planten nemlig frø, og så er det slut med glansen.

Hvis stedmoderplanterne bliver for langbenede hen ad sommertid, kan de klippes ned og måske få endnu en smuk opblomstring. Klip dog ikke alt for hård. Der skal stadig være blade på planterne, så de kan omsætte solens lys til energi og blomster.

.

Stedmoderplanter

.

Skal vi tro vejrudsigten, så varer det dog lidt, før selv de mest hårdføre forårsbebudere har lyst til at stå ude i nattens frost. Så plant dem i mindre krukker tæt ved havedøren og tag dem ind i ly om natten.

Hvis du er så heldig at have et drivhus, kan du selvfølgelig også fylde det med glade og farvestrålende forårsblomster.
Det vil jeg gøre. Så kan de små ”stedmødre” stå der og lyse muntert og glæde min sjæl og mit sind, mens jeg snupper en påskeslapper i hængesofaen og drømmer om FORÅR. – Og når varmen melder sig, er de små skønheder jo nemme at plante ud i haven på en bar plet eller i en smuk krukke.

Rigtig god påske

.

 

Vi har alle brug for en gartner

Jeg er så småt begyndt at lægge planer for, hvad der skal plantes i haven til foråret, og jeg vil gerne have noget mere stedsegrønt. Det liver så dejligt op om vinteren og gør mig i godt humør. Så det er jo nærliggende at skæve lidt til de smukke rhododendron.

Men det går ikke! Rådyrene vil mæske sig i knopperne, og min jordbund matcher slet ikke de blomstrende skønheders ønske om et surt miljø.

Selvfølgelig kunne jeg sætte hegn op og investere i et læs spagnum. I haven kan det meste jo lade sig gøre, hvis vi ”bare” bruger tid, energi og penge nok på sagen, og der er en del haveejere, der faktisk gør sig rigtig mange anstrengelser for at forkæle deres planter og skabe præcis den have, de drømmer om.

.

Rhododendron

.

Men der er selvfølgelig også den diametralt modsatte gruppe af haveejere. Nemlig dem, som planter roser i skygge, glemmer at vande krukkerne, og lader ukrudtet vokse vildt og kvælende i staudebedet.

Der er nok ingen af os, der er i tvivl om, hvor planterne helst vil bo, og selvom jeg er stor fortaler for den naturlige og nemme have, så ved jeg også godt, at alting lykkes bedst, når der er en gartner eller kærlig planteelsker til stede.

En gartner forstår og respekterer planternes vækstkrav

Sådan er det også i vores eget liv. Vi har alle brug for kærlighed, omsorg og forståelse for vores ”vækstkrav”. Men jeg har en mistanke om, at vi tit ”planter” os selv på et sted, hvor vi bliver ”ædt op” eller mistrives. Hvor vi ikke får vores behov opfyldt, og hvor vi kæmper i årevis – sagtmodigt og udholdende som en rhododendron, der står med tørre blade og uden at sætte nye knopper – inden den til sidst giver op og visner helt væk.

Inderst inde ved vi jo godt, at vi er lige så forskellige som planterne. Nogle vil have sol, andre foretrækker skygge. Nogle er tørstige, andre vil gerne have deres på det tørre. Nogle trives i tung lerjord, andre hører hjemme på stranden.

.

Er du din egen gode gartner

.

En fornuftig gartner kunne aldrig drømme om at trodse planternes ønsker og behov, og personligt vælger jeg de smukke rhododendron fra, fordi de vil mistrives i min have. Men når det kommer til mig selv … mine egne drømme, ønsker og behov … tja, så er det jo fristende at kappe en rod, skære en gren og glemme gødningen ………

Husker du at være dit eget livs kærlige gartner?

.

Hvad giver du gødning i din have?

”Jeg er vist godt og grundigt misundelig på dig”, skrev en af mine bekendte fornylig, og selvom der fulgte en blinkesmiley efter, så føltes det alligevel et kort øjeblik, som om der gik en sky for solen.

Misundelse påvirker mig altid, uanset om det er mig selv, der er misundelig på andre (uha!) – eller andre, der er misundelig på mig …gys ;-)  Jeg synes, det er en rigtig svær følelse at forholde sig til, og der er i alt fald ingen gødning eller næring i den.

Egentlig kan jeg godt forstå, hvis nogen af og til bliver lidt småmisundelig på mig. For jeg fortæller jo primært om alt det gode, jeg oplever. Og ja – jeg oplever rigtig mange gode, dejlige, sjove og hyggelige ting i min have, som jeg sætter utrolig stor pris på og er dybt taknemmelig for.

.

Kat i vintersolen

Katte har en særlig evne til at nyde livet – her er det Vanessa i januarsolen

.

Men jeg har sandelig også mine fæle drager i skabet og under sengen. I nattens mulm og mørke – og på råkolde vinterdage – kan de godt snige sig ind på mig og overmande mig med fortællinger og minder om magtesløshed, smerter, afgrundsdyb sorg, savn og alt for høje bjerge, som virker uoverstigelige.

Vi kan give gødning til alt det smukke

Sådan har vi det formentlig alle – ikke sandt? Livet består af denne stadige vekslen mellem sorg og lykke, mørke og lys, smerte og glæde. Nogen kalder det for yin og yang – andre betegner det som loven om dualitet. Det er en del af livet, som ingen kommer udenom!

Det er ligesom i haven. Vi kan – for nu at sætte det lidt på spidsen – bande over jordbunden, ryge i totterne på naboen, og brokke os over vejret.

Eller vi kan plante stauder, hvis vækstkrav passer til havens muld. Glæde os over regnen, der vander planterne så fint. Og nyde synet af de skæve træer, der trods vindens pres stadig bærer frugt.

I haven drysser vi gødning eller lægger kompost rundt om de planter, vi holder af. I livet kan vi jo give næring til det, som vi gerne vil have mere af.

Hvis jeg skulle fokusere på det, som ikke fungerer – såvel i haven som i livet – så havde jeg da givet op for længe siden. Men heldigvis har haven lært mig, at selvom der er brændenælder mellem hindbærrene og tidsler i rosenbedet, så smager bærrene alligevel sødt og roserne dufter misundelsesværdigt skønt ;-)

.

Princess Margareta rosen

Crown Princess Margareta og The Pilgrim vokser i krukke på min gårdsplads. De kræver meget gødning for at blive smukke :-)

Havens træer og buske har været til frisøren

Der har godt nok været aktivitet i haven i dag. Dygtige Eva Rosengren, der underviser på AMU´s gartnerkurser i Slagelse, har været på besøg med et hold kursister og trimmet havens træer og buske.

Det var virkelig hyggeligt og inspirerende at have fagfolk på besøg, og jeg fik da også lært et par gode fif i løbet af dagen. Blandt andet at lange årsskud på buske kan knækkes lidt – sådan cirka i den højde, man ønsker busken skal være. Så vil grenen fortsat sende saft og kraft helt ud i spidsen af det delvis afbrækkede skud, men i stedet for at søge yderligere til vejrs, vil skuddet sætte sidegrene under ”knækket”. På den måde kan man holde en vækstivrig busk nede i moderat højde. Smart og nemt – og så kan tricket endda udføres uden værktøj.

.

Buske - beskæringskursus

.

I løbet af dagen fik jeg også pudset mit selvværd en smule af ;-)

Jeg har altid følt mig som en skeløjet klovn, når jeg har eksperimenteret med sav og grensaks i haven. Selvom jeg har læst utallige bøger og sågar set videoer om beskæring, så er det aldrig rigtig lykkedes for mig at overføre teorien til praksis. Så efterhånden er jeg nået til den konklusion, at jeg simpelthen mangler øjemål og tredimensionel sans.

Buske har ikke læst havebøger

Men som Eva udtrykte det, så har træerne og buskene aldrig læst havebøger eller set fine demonstrationsvideoer om beskæringens ædle kunst. Så de aner intet om, hvordan de bør og skal gro. De gør bare, hvad de har lyst til, og det matcher ikke altid tegningerne i undervisningsbøgerne.

Se, sådan en udtalelse kan man jo forholde sig til :-) Jeg kunne i alt fald tydeligt mærke, hvordan mit ego rankede sig fornøjet, og for første gang i mit liv fik jeg lyst til at snuppe et raskt lille beskæringskursus. Jeg er sikker på, at Eva vil få mig til at føle det som en sjov udfordring i stedet for en besværlig kamp.

.

Beskæringskursus - frugttræer og buske

.

Så dagen i dag har ikke bare pyntet gevaldigt på haven. Den har også givet mig endnu et eksempel på, at såvel planter som mennesker vokser forskelligt – og at livet er nu engang sjovest, når vi ikke sætter os selv eller andre i bås.

.

Fugleliv i haven ved vintertide

Det er så hyggeligt at kigge på fuglelivet derude i haven. Sidde i en god stol indenfor i varmen og bare være til stede i nuet. Leve i nuet ligesom de små fjerbundter, der flyver til og fra foderbrættet.

Der er mange fugle i min have om vinteren. Solsort, skovspurve, blåmejser og musvitter er fastboende. Rødhals, bogfinke og grønirisker viser sig i skiftende antal. Fasaner, husskade og skovduer er nærmest en selvfølge. Flagspætten kigger dagligt forbi. Kvækerfinker, sjaggere, dompapper og stillitser er her i perioder – og i år har jeg sandelig også besøg af en kærnebider.

Men egentlig er det ligegyldigt, om det ”bare” er havens tykke solsort eller en sjælden gæst, der pusler rundt på foderbrættet. Det dejlige ved at kigge på fuglene handler jo hverken om fjerdragt eller navn, men om at hverdagens stress og jag for en stund bliver parkeret på sidelinjen. At vi giver os selv lov til at holde pause.

.

Blåmejse - fugleliv i haven

.

Jeg kan ikke lade være med at smile, når den kvikke blåmejse fisker solsikkefrø efter solsikkefrø ud af foderautomaten for prøvende at veje dem i næbbet. De små og lette frø bliver lynhurtigt droppet og smidt på jorden, for hvorfor dog spilde tid og god energi på at knække et lille frø, der rummer beskeden føde.
Men så pludselig er der gevinst. Frøet er stort og tykt, og vupti flyver mejsen op på en gren for at hamre løs på skallen og spise den fede, nærende kerne.

Fuglene i haven kan lære os noget

Det er jo akkurat det samme, vi mennesker inderst inde har lyst til. At sige nej til alt det, som bare spilder vores tid, vores liv og vores energi, og i stedet koncentrere os om de ting, som virkelig nærer vores sjæl og vores sind.

Vi tør bare ikke. Vi er opdraget til den her underlige kombination af at skulle tage hensyn til andre og indordne os men med en forventning om, at vi beviser eget værd i form af penge og job og prestige. Vi flokkes om samme ”foderautomat” og prøver at få fat i samme størrelse ”solsikkefrø”.

.

Skovspurve - fugleliv i haven

.

Ude i min have ender de solsikkefrø, som blåmejsen fravælger, i næbbet på fasaner og duer. I naturen har hvert eneste individ sin egen lille niche – og her er plads til alle.

.

Havearkitekt og forfatter
Havearkitekt og forfatter

Har du brug for en haveplan eller et godt råd om haven, så klik på billedet og læs mere.

Inspiration
Inspiration

Den dejligste have er den, som passer helt perfekt til dig og dit liv

Tegn din egen haveplan
Tegn din egen haveplan

Er du gør-det-selv typen, så klik på billedet og tag et kig på det gratis online kursus om haveplaner og haveindretning.
Rigtig god fornøjelse :-)

Haveliv på facebook
Lykken har rødder
Lykken har rødder

en skøn bog om nemme haver, hvor du kan stresse af. Fyldt med inspiration til din egen private oase.

Havetips og inspiration
Staudebedet
Staudebedet

Drømmer du om et flot staudebed, der er nemt at passe og smukt at se på - så hyg dig med Inges tips om stauder og deres særheder

Slap af i haven
Slap af i haven

Er du træt, stresset eller presset, så snup en pause i haven. Det er ligefrem videnskabeligt bevist, at haven har en helbredende virkning

Hyggelige haver
Hyggelige haver

En fin lille havebog - stopfyldt med inspiration og ideer til nemme og hyggelige haver

Smag på Haven
Smag på Haven

Køkkenhave eller ej, så kan du altid finde sunde lækkerier lige udenfor havedøren.
Brug bogen som inspiration og gå på opdagelse i havens buffet sammen med dine børn eller børnebørn

Frugthaven
Frugthaven

Skal din have være supernem at passe, smuk at kigge på og dejlig at være i, så plant en frugthave og nyd livet.